Stilhed før storm i Danmark?

Stilhed før storm i Danmark?

Det politiske Danmark går et spændende 2019 i møde. Der skal være folketingsvalg senest 17. juni og lige nu indikerer en række forhold et uforudsigeligt valgresultat. Måske kan vi endda få en situation, der minder om den, de har oplevet i Sverige siden Rigsdagsvalget 9. september.

Fragmenterede politiske blokke
Ifølge Voxmeters seneste meningsmåling (13. januar) står rød blok til at vinde det danske valg med 51,8 % af stemmerne mod blå bloks 47,9 %. Imidlertid er det ikke sikkert, at rød blok kan nå til enighed om, hvem der skal være landets kommende statsminister, hvis man altså vinder valget. Hverken Pernille Skipper (Enhedslisten) eller Uffe Elbæk (Alternativet)  garanterer at pege på Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Tværtimod har de begge meldt sig på banen som statsministerkandidater.


Endnu mere usikkert ser det ud i blå blok. Nye Borgerlige skal over spærregrænsen (2,0 %) for ikke at medføre decideret tabte stemmer for en i forvejen presset nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og selv med Nye Borgerlige over spærregrænsen kan blå blok få et svært valg.

Folkemødet introducerer FNs verdensmål som overordnet tema
Folkemødet på Bornholm bliver til sommer afholdt for niende år i træk og det succesfulde arrangement vokser støt år for år. I år lancerer Folkemødet for første gang et overordnet tema, der bliver FNs verdensmål: ”Tilliden til politikere er på få årtier dalet fra 70 % til 29 %, og i hjertet af Europa ulmer populisme. Samtidig er anti-demokratiske regeringer og indskrænkelser af ytringsfriheden på dagsordenen i flere lande. Vi synes, at et demokrati-event som Folkemødet, har en forpligtelse til at sætte fokus på FN’s verdensmål.” lyder det fra Foreningen bag Folkemødet.

Økonomien ser nogenlunde stabil ud i 2019
Ifølge cheføkonom for Børsen Steen Bocian er der basis for økonomisk stabilitet i 2019. Men tempoet på opsvinget begynder muligvis at falde i den sidste del af året. Den europæiske centralbank har banet vej for en højere europæisk rente senere på året, men den danske centralbankrente forventes også ved udgangen af 2019 at være negativ. På den måde vil økonomien fortsat være stabil i Danmark.