På vej mod folketingsvalget: Bliver Danmark det nye Sverige?

Den 7. maj udskrev Lars Løkke Rasmussen så folketingsvalget til afholdelse grundlovsdag, 5. juni. I tiden op til udskrivelsen har der været masser af politiske temaer: Skal Danmark have ny statsminister? Bliver Dansk Folkepartis størrelse halveret? Kommer finansmanden Klaus Riskær i Folketinget? Kommer Danmark op på siden af Sverige i spørgsmål om grøn omstilling og bæredygtighed, eller sakker vi bagud i klimafeltet?

Den første uge af valgkampen har imidlertid vist, at alle de temaer bliver sekundære. Rasmus Palludans parti Stram Kurs nåede at indsamle tilstrækkeligt med vælgererklæringer (20.109) til at blive opstillingsberettiget. Dansk politik har fået et nyt ansigt og en ny agenda. Rasmus Palludan ser ud til at blive Danmarks helt egen Jimmie Åkesson.

Persona non grata
Palludan har i et par år rejst rundt i danske ghettoområder som selvudnævnt fædrelandsbeskytter. Den provokerende, konfronterende stil har bragt sindene i kog hos debatmodstanderne. Stram Kurs, Palludans politiske parti, har valgt som strategi at gå i direkte konfrontation med Islam og med herboende muslimer på en måde, det ikke er set tidligere i Danmark. Youtube har fungeret som den primære kommunikationskanal, alt imens Palludans politiske brand er vokset fra håndholdt til landsdækkende TV.

Palludans parti ligger i meningsmålinger på cirka 2,5 % og med en spærregrænse på 2,0 % har partiet (stram) kurs mod Christiansborg. Men uanset, om det lykkes at komme i Folketinget har Palludan allerede overtaget den politiske debat. Ved den første Tv-transmitterede partilederrunde fremstod han vanlig kampivrig og selvsikker, men det bemærkelsesværdige var reaktionen fra de øvrige partier. Lederne for de største partier undlod i udbredt grad at forholde sig til Stram Kurs, og statsminister Løkke Rasmussen ønskede end ikke at udtale partiets navn.

Det er ellers en integreret del af den danske selvforståelse aldrig at holde sig tilbage, men i stedet gå op imod ”etablissementet”, uanset hvad det koster. Og det har kostet. Muhammed-tegningerne var et klart eksempel herpå og i det daglige politiske liv har især Dansk Folkeparti stået for den position at udtrykke tanker og bekymringer, som eksisterer i samfundet, men som den politiske elite har svært ved at få over sine læber. I begyndelsen blev Dansk Folkeparti set på som radikale og ekstreme, men igennem årene er den fremmedfjendske retorik næsten blevet mainstream på Christiansborg. I de seneste meningsmålinger op til dette folketingsvalg er Dansk Folkeparti er gået markant tilbage i takt med at flere og flere partier nu udtrykker lignende holdninger.

Det seneste års tid har mange danskere skeptisk kigget over sundet til Sverige og undret sig over vores nabolands problemer med at danne en ny regering efter Sverigedemokraternas indtog. ”Hvorfor har svenskerne mon så svært ved at forholde sig til problemerne og tale åbent og direkte om dem” – har vi undret os. ”De kunne vist lære noget af os.” I Danmark har vi hurtigt løsningen klar til andre, men måske skulle vi starte med at kigge mere indad. I forbindelse med den første partilederrunde var danske medier og især politikernes modtagelse af Palludan bemærkelsesværdig undvigende og nervøs. I Sverige er man sig den politiske korrekthed bevidst. Hvis beslutningen er at undgå Sverigedemokraterna og holde fast i korrektheden, så er det det man gør. Uanset hvad. Det er ikke traditionen i Danmark. Vi ønsker ikke at undgå nogen eller noget. Tværtimod. Vi elsker rollen som den udfordrende underdog. Men hvad gør vi, når rollerne er byttet rundt og en helt ny spiller (Palludan) tager rollen som underdog og gør ”os” til etablissementet?

Uanset om Stram Kurs kommer i folketinget, ser den nuværende valgkamp ud til at blive en af de mest interessante i nyere tids dansk politik, og den vil løfte sløret for, hvad der sker med den danske underdog, når den pludselig ikke længere er underdog.